Copy
 Pressemeddelelse / recoil performance group & Dansehallerne præsenterer Extended Falls to Humanity 

Extended Falls to Humanity

 

En installation med borgeren i centrum

 

28. - 29. maj 2019
Spillested: Københavns Rådhus (Indgang Bag Rådhuset - klik for kort)
Recoil performance group har skabt en nyt værk, hvor du er med, og hvor det er din kommune, det handler om. Extended Falls to Humanity tager udgangspunkt i kommunens borgerne og deres drømme og håb for fremtiden, men også deres frygt. 

Et skræddersyet værk, hvor du er i centrum
Extended Falls To Humanity er et borgerinddragende og koreografisk værk, der bliver skræddersyet til den enkelte kommune og dets rådhus. recoil performance group besøger forud for værket kommunens rådhus og kommunens borgere. Med udgangspunkt i borgernes egne fortællinger og spekulationer over vores fælles fremtid skaber recoil en koreografisk, visuel og musikalsk oplevelse af den enkeltes og kollektivets tilstedeværelse i det politiske rum. Ved hjælp af 3D lydteknik, og sammen med en scenografi bestående af 20 m3 skumkuber, skaber recoil en ny oplevelse af rådhuset.
 
Extended Falls to Humanity handler om mennesker - og om at være menneske i det samfund, hvor værket finder sted og giver dig en fysisk, visuel og musikalsk genopdagelse af dit lokale rådhus og samfund. Et værk, hvor borgerne ikke blot er tilskuer, men også medvirkende.

Selvom vi er forskellige, er vi alle bare mennesker
”Jeg er interesseret i, hvordan vi som mennesker håndterer forskellighed”, fortæller værkets koreograf og skaber Tina Tarpgaard. ”Forskel i holdninger, forskel i interesser og forskellighed i, hvad vi synes, der er vigtigt. Meget af det kommer jo til udtryk igennem politik. Derfor har vi valgt at opføre værket på rådhuset i den kommune, som værket handler om”, siger Tina og fortsætter:
Vi lever i en tid, hvor algoritmer og sociale medier er med til at fremprovokere mere ekstreme holdninger, og hvor tonen er meget hård. Det gør noget ved os som mennesker og den måde, hvorpå vi navigerer i vores demokrati. Med Extended Falls to Humanity ønsker jeg at sætte fokus på det fysiske møde mellem mennesker, både mennesket som individ, og de grupperinger vi jo også er inddelt i”.
 
Vi er alle med til skabelsen
Extended Falls to Humanity er en inddragende koreografisk installation, hvor man kan komme og gå som man vil. På rådhuset inviteres man til at deltage i forskellige aktiviteter. Man har bl.a. mulighed for at lægge sig i det bløde skum og komme på en lydrejse via 3D lyd i de særlige høretelefoner, som bruges i installationen, eller deltage i samtalespil. Som afslutning er der desuden mulighed for at være med i et time langt ’silent disco’ event.
 
Jeg vil gerne give tilskuerne en anden oplevelse af det at være tilstede på et rådhus. Jeg er koreograf og danser, så jeg interesserer mig for, hvordan vi oplever med kroppen. Noget af det de fleste kender er følelsen af glæde og samvær, når man danser i flok. Derfor er det med mange dansende kroppe, at vi slutter dagen af” siger Tina.

Et skræddersyet værk
Værket bliver skræddersyet til hver kommune og hvert rådhus. Forud for værket, besøger kompagniet og danserne kommunen for at finde ud af, hvordan det er at bo der, hvordan folk organiserer sig, og hvilke historier borgerne gerne vil fortælle.
”Vi er interesserede i hele den kommune, vi spiller i, og i at få et så mangfoldigt et billede af kommunen som muligt. Vi har derfor bedt de lokale politikere fra alle de repræsenterede partier om at hjælpe os med at pege på grupper og foreninger. De grupper, de har peget på, tager vi så ud og besøger og lærer at kende. Det er altså denne gang politikkerne, der vælger borgerne og ikke omvendt” fortæller Tina Tarpgaard.

Fortællinger og oplevelser fra disse besøg vil være en del af det, man kan opleve i værket.

Musikken
Recoil er kendt for at være et kompagni, der bruger mange teknologiske elementer i deres forestilling. I Extended Falls to Humanity har fokuserer de på at få skabt en unik oplevelse for publikum ved brug af 3D lydoptagelser. Vi vil  både bruge musik og liveoptagelser fra arbejdspladser, hjem eller fritidsaktiviteter i lokalområdeta. Musikken til installationen bliver komponeret af Lars Greve og Mads Forsby.

Aftrykket
Som en del af værkets aftryk, bliver der i hver kommune lavet en slow motion film af borgerne, der falder. Dette klippes sammen til et videoværk, der opleves som en del af værket, og som bagefter foræres til rådhuset. Et videoværk, som også er et manifest over borgerne i deres samfund. Faldet repræsenterer ’det frie fald’, at kaste sig ud i noget, og kun have tilliden med sig. Når vi hengiver os til, ’det frie fald’ er tillid en vigtig ingrediens. Det er også grundstenen i et demokrati. Hvis vi ikke stoler på hinanden, falder det demokratiske samfund fra hinanden. Derfor er det vigtigt, at vi tør lade os falde, og det udfordrer vi også publikum til.
 
The membrane project – tankerne bag
Extended Falls to Humanity er tredje og sidste del af trilogien THE MEMBRANE PROJECT.
I denne trilogi har recoil sat fokus på mødet – både mødet mellem mennesker, men også mødet mellem mennesker og vores omgivelser. Projektet er båret af en interesse for at se kunsten som en deltagende og dialogskabende aktivitet med plads til refleksion og samtale. De tre værker sætter på hver deres måde fokus på at skabe en fysisk oplevelse, hvor spekulation over vores fælles fremtid bliver tilstedeværende og konkrete for publikum.
De tidligere værker er MASS – bloom explorations  (2018) og as I collapse (2017).
 
For mere information, aftaler om interviews og billetinformation kontakt:
PR og kommunikationsmedarbejder Ida Fredericia, pr@recoil-performance.org  tlf:  29212662 
recoil performance group er et prisvindende dansekompagni, der afsøger mødet mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige – lige fra levende organismer til softwaregenererede virtuelle rum; fra digitale trompe oeil projektioner til mere analoge og sanselige rum skabt med lys, lyd og krop i bevægelse.

Tina Tarpgaard er koreograf og  grundlagde recoil performance group i 2005. Hun har modtaget flere priser, bl.a. en Reumert for bedste danseforestilling for forestillingerne Frost (2010) og Living Room (2012) og var nomineret til en Reumert for forestillingerne ON/VOLT (2014) og X-Mythology (2018).

Spilleperiode
Københavns Rådhus d. 28. - 29. maj under CPH stage festivalen, fra kl. 18.00-22.00
Der er indluk hver halve time fra kl. 18.00 – 20.30. Man kan blive så længe man vil i installationen, men vi anbefaler at man bliver ca. 60 min.

Adgang til installationen er gratis. Det er muligt at reserverer plads hér

Kreditering:
Koreograf: Tina Tarpgaard
Medskabende kunstnere: Emilie Gregersen, Marlene Bonnesen, Hilde I Sandvold, Karin Bergman
Lysdesigner: Andreas Buhl
Installationsdesign: Andreas Buhl og Tina Tarpgaard
Komposition og lyddesign: Lars Greve, Mads Forsby
Lydteknik, vokalproduktion og afvikling: Mikkel Larsen
Producent: Carlos Calvo
Produktionsleder: Dorte Wium
Kommunikation og PR: Ida Fredericia
Medskribent: Ida Marie Hede
Grafik, film og foto: Søren Meisner
Statistikker: Janne Tarpgaard
Co-producent: Dansehallerne

Extended Falls to Humanity er støttet af: Statens Kunstfond, Wilhelm Hansen Fonden, Oticon Fonden, Dansk Komponist Forening/KODA, Augustinus Fonden, Bikubenfonden & SNYK.

Tusind tak til alle institutioner, grupper, foreninger, hold og enkeltpersoner, der har bidraget til vores research! Derudover vil vi takke Jørn Burmester, Marlene Ickert, Udviklingsplatformens Udlånsbank (USU), Husets Teater og Omnivox Silent Event, MS Mobildiskotek, Ringkøbing-Skjern Kommune, Per Høgh Sørensen, Københavns Rådhus, Dansebryggeriet, Efva Lilja, Dansehallerne, CPH stage, Mikael Fock, CLICK festival, Østerbro Teater, AFUK, Gerlev Idrætshøjskole, og Lilly og Folmer Tarpgaard.

Pressebilleder kan hentes her (Foto: Søren Meisner)

Trailer kan hentes her

Kontaktoplysninger
For mere information, aftaler om interviews og billetinformation kontakt:
PR og kommunikationsmedarbejder Ida Fredericia, pr@recoil-performance.org  tlf:  29212662 

Om Dansehallerne
Dansehallerne er en national platform og en ledende institution for ny koreografisk scenekunst, et kreativt og inkluderende forum, der stiller skarpt på møder med publikum, interaktive skabende aktiviteter og international udveksling. Dansehallernes program præsenterers i tæt samarbejde med forskellige partnere og markante kulturinstitutioner over hele landet.
Læs mere om Dansehallerne
Facebook
Vimeo
Instagram
Dansehallerne (administration), København - Regnbuepladsen 7 – 1550 Kbh K
Dansehallerne, Aarhus – Valdemarsgade 1G, 2. – 8000 Aarhus C
Tlf.: 3388 8000 / info@dansehallerne.dk

Du kan afmelde dig fra invitationslisten her