Copy
Nyhedsbrev - Rekruttering
August 2016

 

Nyhedsbrev - Rekruttering

I nyhedsbrevet kan du læse et konkret bud på en rekrutteringsmulighed, det fortæller historien om hvordan familien Poulsen fra FIF Hillerød kom ind i sporten og giver opskriften på et Familie- og MotionsOrienteringsforløb.

Af Tom P. Neesgaard, områdeansvarlig
De danske orienteringsklubber laver en stor og vedholdende indsats for at rekruttere nye og flere medlemmer til sporten – og efterfølgende at holde dem fast.

Nogle klubber og medlemmer har mere erfaring med end andre, men for alle bør det gælde: ”På med vanten”.

En af mulighederne for at tiltrække nye medlemmer, som praktisk talt alle klubber benytter sig af, er divisionsturneringen. Her kan klubberne kaste interesserede ud på begynderbaner – og i nogle tilfælde også lette baner. Som bekendt kan hver klub tilmelde og få point for 3 deltagere på begynderbanerne i 1. – 3. division og 2 deltagere på begynderbanerne i 4.- og lavere divisioner.

Hvis klubberne tilmelder på den måde udligner deres resultater hinanden, så det samlede resultat ikke afgøres af deltagere på begynderbanerne.

Ved at tilmelde og optage nye medlemmer i klubberne efter den rettesnor opnår klubberne at vise klubsammenholdet, foreningslivet, stævnepladslivet, motionen for hjerne og hjerte ved orientering, livet i naturen, og øger dermed muligheden for fastholdelse af nye medlemmer. Det gælder vel at mærke både for det nye medlem og for klubbens nuværende medlemmer.

Herefter følger så arbejdet med fastholdelse – det vil lykkes for nogle, mens andre falder fra med begrundelsen ”Det var ikke lige noget for mig”.

Og så må de desværre udmeldes af klubben og af O-service databasen.

Der er selvfølgelig adskillige flere redskaber og tiltag i forsøg på at rekruttere nye og flere medlemmer til orienteringsklubberne i Danmark - og de vil blive berørt i et senere nyhedsbrev.
Sådan blev vi rekrutteret ind i sporten
Indlæg af Henrik Poulsen, FIF Hillerød Orientering

Familien Poulsen fra Helsingør er ”nye” i orienteringssporten. Vi skal kun tilbage til 2008 for at finde den første kontakt mellem orienteringssporten og familien, men mere om det senere. Dette set i forhold til at relativt mange ret ofte er født ind i orienteringssporten, og således fortsat er orienteringsløbere.

Familien Poulsen er i dag 2016 Mathilde (13 år), Malthe (16 år) og forældrene Hanne og Henrik. I 2008 var Malthe altså 8 år og Mathilde 5 år, på det tidspunkt var familien rimelig aktive i den lokale spejdergruppe og især Malthe havde stiftet bekendtskab med indtil flere sportsgrene – den senest kasserede, hvor han altså ikke blev rekrutteret, var atletik.

Malthe gik i klasse i Helsingør med Sara Brinch, og familien Brinch var allerede dengang indmeldt og aktive i Helsingør SOK, så det blev hurtigt aftalt at Malthe en dag skulle komme med ud og prøve hvad Familie- og MotionsOrientering i Helsingør SOK var for noget.

Familie-og MotionsOrientering var dengang 5 tirsdage og 1 søndag i perioden 15/4-3/6 2008, kommunikationen omkring løbene var simpel, men klar og tydelig og så hjalp det, at vi allerede kendte nogen i klubben.

Malthe blev vist solgt til sporten allerede fra første dag, og både Minna og Eva fra Helsingør SOK var super gode til at få kontakt til os nye, og vi følte os fra første færd rigtig meget velkomne. Det hjalp formentlig også, at der blev lokket med en præmie, hvis man havde deltaget i 4 af de 6 træninger.

Malthe blev efterfølgende i maj 2008 indmeldt i klubben Helsingør SOK i maj 2008 og debuterede i sit første løb uden skygge til Skovcup Finalen 5/6 2008, han fandt igennem banen, men måtte sande, at det krævede meget mere træning at slå de andre drenge i løbsklassen, så det blev målet sat op efter.

Til Skovcup Finalen i 2008 var Mathilde rundt på den snitzlede børnebane. Jeg er ikke helt sikker på, at det dengang var Mathildes valg, men efterfølgende i september 2008 blev resten af familien Poulsen indmeldt i Helsingør SOK.
Mathilde - i fuld gang med at blive rekrutteret - ved SkovCup-finalen 2008
På en eller anden måde fik Minna og Eva os ’overtalt’ til at løbe noget der hed divisionsmatch.

Så dér fik vi vores rigtige debut indenfor en orienteringsklub i Dansk Orienterings-Forbund den 7/9 2008 i Annebjerg Skov, både Malthe, Hanne og Henrik talte point og Helsingør SOK rykkede op i 2. division.

Således blev vi altså rekrutteret ind i en orienteringsklub i Dansk Orienterings-Forbund.
Det resulterede rekrutteringen i:
af Tom P. Neesgaard

Familien Poulsen er i dag aktiv i FIF Hillerød Orientering.
Som de fleste indenfor Dansk Orienterings-Forbund er bekendt med er Henrik Poulsen i dag her ca. 8 år efter rekrutteringen i 2008 en markant og kendt person indenfor Børn- og Unge i Danmark.

Henrik har i en periode fra 2012 været formand for Østkredsens Børne- og Ungeudvalg og er i dag involveret i mange forskellige opgaver indenfor Østkredsen og i Dansk Orienterings-Forbund.

Rekrutteringen af Malthe Poulsen i 2008, hvor Malthe ved SkovCup Finalen d. 5. juni måtte erkende, at der skulle ret så meget mere træning til, resulterede d. 1. juli 2016 i, at Malthe vandt guld ved EYOC 2016 i Jarosław, Polen.

Malthe Poulsen efter medaljeoverrækkelsen 1. juli 2016 i Jarosław, Polen i klasse H 15-16.

Så det kan virkelig betale sig at blive rekrutteret til orienteringssporten i Dansk Orienterings-Forbund!
Familie- og MotionsOrientering
Flere og flere klubber i Danmark rekrutterer nye og flere medlemmer ved at tilbyde ugentlige, hver 14’ende dags eller månedlige tilbud i Familie- og MotionsOrientering.

Klubberne annoncerer disse tilbud i lokalaviserne, ved at uddele klubfoldere, ved at ophænge tilbuddene i de lokale supermarkeder og på biblioteket eller blot ved at anmode klubbernes medlemmer om at sprede rygtet.

Endvidere skal klubbens egen hjemmeside løbende opdateres om dette Familie- og MotionsOrienterings-arrangement. Det er også her meget vigtigt, at disse tilbud opslås i Dansk Orienterings-Forbunds Find Vej-Kalender, der bliver vist på Facebook og Find vej-hjemmesiden http://www.findveji.dk/
Kontakt gerne DOFs udviklingskonsulent Erling Thisted for mere information om denne mulighed.

Når der så ved disse Familie- og MotionsOrienterings tilbud er kommet nye potentielle medlemmer, og efter at disse nye potentielle medlemmer har deltaget gælder det allervigtigste: FASTHOLDELSE !

Lad familien/deltageren få klubbens introfolder med hjem. Eller endog nogle få stykker.

Oplys familien/deltageren specifikt om klubbens hjemmeside, og omvendt skal klubbens arrangører have oplyst: Navn, adresse, E-mail og telefonnummer! på disse nye.

Her er det meget op til klubbens mange ildsjæle efterfølgende pr. e-mail at eftersende oplysninger om orienteringsklubbens næste løbsarrangementer herunder møder, sammenkomster i klubhuset, kurser udi orienteringens egenskaber set i forhold til mange andre idrætter, der oftest foregår i enkle ’firkantede’ idrætsanlæg herunder indendørs i firkantede lokalefaciliteter.
Fotos: Familien Poulsen og DOF
Følg DOF på Facebook
DOF's hjemmeside
DOF på Instagram
Copyright © 2016 Dansk Orienterings-Forbund.

Afmeld dig nyhedsbrevet ved at fjerne evt. flueben i O-service.

Nyhedsbrevet er udsendt ved hjælp af:
Email Marketing Powered by MailChimp






This email was sent to <<Email Address>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Orienterings-Forbund · Idrættens Hus · Brøndby Stadion 20 · Brøndby DK-2605 · Denmark

Email Marketing Powered by MailChimp