Copy
Nyhedsbrev - Skole
December 2015

 

Nyhedsbrev - Skole

På DOFs skoleområde er der sket meget nyt i den sidste del af året, hvorfor det også er på tide med et nyhedsbrev. Ud over ansættelsen af Anders Bachhausen som skoleorienteringskonsulent, er Karl Kristian Terkelsen tiltrådt som ny formand for området i stedet for Thomas Kokholm. Anders og Karl Kristian er, sammen med resten af udvalgsmedlemmerne, allerede i tæt dialog om, hvordan skoleindsatsen skal formes de næste år.
Spørgeskema
Der er mange klubber, der allerede har et godt skolearbejde og har fat i mange skoler, men det er også meget forskelligt, hvor organiseret arbejdet er.
I oktober sendte skoleudvalget et spørgeskema rundt til alle klubber for at få kortlagt den nuværende status på skoleindsatsen. Tak til de klubber, der har besvaret spørgeskemaet. Vi tager jeres input med videre, og mange af de spørgsmål, der er dukket op i undersøgelsen, er vi allerede i gang med at finde svar på.

Mange klubber efterspørger standardpakker til undervisning, hvilket er et af hovedelementerne i den planlagte opdatering af vores undervisningsmateriale. Ligeledes er der mange klubber, der har gjort forsøg med lærerkurser, men med blandet succes. Det er noget vi gerne vil tage op og lave nogle mere konkrete tiltag for, men lige nu er 1. prioritet at sætte arbejdet med Find vej i Skolen i gang, og få lavet et nyt og spændende undervisningsmateriale.
Tegning af kort over skoleområderne er en del af konceptet for Find vej i Skolen
Find vej i Skolen
Find vej i Skolen er et samlet Find vej i…-koncept til skoler, hvor der indgår tegning af skolekort, faste poster og skræddersyede ruteforslag til undervisningen.
Erfaringen er, at hvis skolerne skal i gang med orienteringsløb, så skal de have nem adgang til vores idrætsanlæg, og det er der desværre ikke mange, der har i dag. Find vej i Skolen er grundlaget for hele skoleindsatsen. Hvis ikke skolerne har et orienteringskort, så kommer vi ikke videre med undervisningsmateriale, opkvalificering af lærerkompetencer mv.

I 2016 støtter DOF og Nordea-fonden ca. 70 Find vej i Skolen-projekter med gratis levering af grundmaterialer og skilte. Find vej i Skolen lanceres i starten af januar på DOFs hjemmeside.
Skolekontakter og betaling
Det er vores opfattelse, at det er meget få klubber, der reelt har fået forankret skolearbejdet. Vi vil gerne opfordre alle klubber, der gerne vil have en skoleindsats, til at finde en kontaktperson eller et udvalg i klubben, der kan koordinere kontakten til forbundet, kommunen og skolerne. Denne funktion kan måske med fordel tænkes sammen med klubbens andre rekrutteringsindsatser, såsom Find vej Dagen og Familieorientering.

Et fælles issue blandt alle klubber i spørgeskemaundersøgelsen er, at der har været usikkerhed om, hvorvidt og hvor meget, man skulle tage sig betalt for ydelser til skoler. Der offentliggøres snarest en række anbefalinger og vejledninger for skoleområdet på DOFs hjemmeside, hvor nogle af de spørgsmål, som dukkede op i spørgeskemaerne er besvaret. Bl.a. at tegning af et skolegårdskort værdisættes til 3000 kr. (heraf grundmaterialer til 500 kr.), og at undervisningstid bør betales med hvad der svarer til en lærerløn.
Naturløb og Skolernes Find vej Dag
Naturløbene fortsætter efter samme koncept i 2016, og der er allerede flere klubber, der har meldt sig på banen igen i den nye sæson. Der skal findes arrangører til 15-17 naturløb rundt om i landet, og det ser ud til at vi sagtens kan få fyldt den ramme ud. Naturløbene er et godt sted at få kontakt til en masse skoler, og det kan inspirere skolerne til at arbejde med orienteringsløb i undervisningen.
 
Konceptet for det nye event, Skolernes Find vej Dag, er så godt som på plads, og vi kan så småt begynde at rekruttere arrangørklubber. Skolernes Find vej Dag afvikles onsdag d. 27. april 2016. Det er tiltænkt, at klubber der allerede arrangerer Find vej Dagen, også kan arrangere Skolernes Find vej Dag, og dermed tiltrække endnu flere børn og unge til deres arrangement d. 30. april. Man kan forestille sig, at man evt. afholder arrangementet fra samme sted, og måske endda med nogle af de samme poster, så man kan spare lidt arrangører.

med venlig hilsen

Skoleområdet
v. Anders Bachhausen
Følg DOF på Facebook
DOF's hjemmeside
DOF på Instagram
Copyright © 2015 Dansk Orienterings-Forbund.

Afmeld dig nyhedsbrevet ved at fjerne evt. flueben i O-service.

Nyhedsbrevet er udsendt ved hjælp af:
Email Marketing Powered by Mailchimp