Copy
Nyhedsbrev marts 2020 fra Berlin-nyt.dk

Linda McCartney i C/O Berlin
Polaroid Lab i Dussmann
Venskabskoncerter med musikgymnasier
Christo og Jeanne-Claude
Hans Baluschek

I disse tider

Det må være med en lille smule forbehold at foreslå tips til begivenheder i disse tider, hvor arrangementer kan risikere at blive aflyst på grund af den meget omtalte corona virus. Det skal ikke holde mig tilbage fra at foreslå arrangementer, men jeg vil opfordre til, at I skal være ekstra opmærksom på at tjekke for evt. aflysninger.

Linda McCartney i C/O Berlin

Den 6. marts åbner C/O i Amerika Haus en udstilling med fotografier af Linda McCartney. Ja, det er den Linda McCartney, som var gift med Paul McCartney. Hun var en anerkendt fotograf og har også fotograferet for The Beatles. Udstillingens undertitel er The Polaroid Diaries, for Linda McCartney udforskede straks denne for hende nye fototeknik. Udstillingen vises til 6. juni i år. C/O er et dejligt udstillingssted, som jeg har besøgt et par gange. Der er altid nogle interessante fotoudstillinger. Læs mere om udstillingen med Linda McCartneys fotografier her. 

Polaroid Lab i Dussmann

Polaroid Lab er en lille "maskine", der hurtigt kan forvandle fotografierne i din telefon til et polaroidbillede. Har du fået blod på tanden efter at have set udstillingen i C/O Berlin, kan du den 14. marts gå til et gratis arrangement i Dussmann, hvor man lærer at bruge Polaroid Lab. Det er gratis at være med, så spørg i afdelingen Design & Geschenke på 1. etage, hvordan man gør for at få en plads. Læs om arrangementet her.

Koncerter med Carl Philipp Emanuel Bach og Sankt Annæ musikgymnasier.

I forbindelse med Tysk-dansk kulturvenskabsår 2020 afholder Den danske ambassade i Berlin to koncerter med orkestre fra musikgymnasierne Carl Philipp Emanuel Bach, Berlin og Sankt Annæ Gymnasium, København. Begge gymnasier er med til at skabe fødekæde til det professionelle musikliv. Der spilles en koncert i Nordische Botschaften 12. marts og i Gedächtniskirche den 14. marts. Programmet for koncerterne er forskelligt. Der er fri entré til koncertnerne, men man skal tilmelde sig koncerten i Nordische Botschaften. Læs mere om dette her.

Christo og Jeanne-Claude 21.3.-17.8.

Palais Populaire viser fra 21. marts en udstilling med Christo-parrets projekter i årene 1963-2020. Mon ikke de fleste kender Christos indpakningsprojekter. Meget kendt var i al fald indpakningen af Reichstag i 1995, men også mange andre projekter har de gennemført. Projekterne gennemføres først når de er financieret, og det bliver de ved salg af de udarbejdede tegninger, grafik og fotografier til projektet. Derfor kan der gå mange år fra planlægning til realisering. I år skal triumfbuen i Paris pakkes ind. Parret Ingrid og Thomas Jochheim har købt mange af Christo-parrets projektbeskrivelser  og det er på grundlag af deres samling at udstillingen sker. Læs mere om udstillingen her.

Hans Baluschek 150 år 26.3.-27.9.

Måske siger overskriften dig noget. Måske ikke. Maleren, som Bröhan-Museum har valgt at udstille i anledning af 150 året for hans fødsel, er ikke en jeg har hørt om før. Men når jeg læser om ham og udstillingen „ZU WENIG PARFÜM, ZU VIEL PFÜTZE.“ HANS BALUSCHEK ZUM 150. GEBURTSTAG i seneste udgave af MuseumsJournal, viser han sig at være ganske interessant og betydningsfuld for senere socialkritiske malere som Otto Dix, George Grosz og Otto Nagel, hvis navne vi jo bedre kan nikke genkendende til. Bauschek var tidligt ude med det socialkritiske udtryk. Det konservative tyske samfund var ikke moden til at rumme hans kunst, og han faldt under kejserens betegnelse "Rendestenskunst". I kunstneriske kredse blev han dog optaget i de progressive bevægelser, så han kom med på udstillinger. Udstillingen er retrospektiv og viser Baluscheks værker med flere forskellige temaer gennem karrieren fra kejserrigets tid til Weimarrepublikken. Baluschek døde 1935 i Berlin. Læs mere om udstillingen her.
Share Share
Tweet Tweet
Forward to Friend Forward to Friend
Facebook
Twitter
Website
Copyright © 2020 berlin-nyt.dk, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp