Soldaterlegatet ønsker alle et godt nytår
2016 er skudt i gang, og forude venter vigtige opgaver på veteranområdet. Soldaterlegatet vil fortsætte arbejdet med at hjælpe skadede veteraner med at få fodfæste på det civile arbejdsmarked. Dernæst vil fonden igen sætte fokus på veteranernes arbejdsskadesager, da Soldaterlegatet mener, at Arbejdsskadestyrelsen og Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor stadig ikke er nået i mål med at kunne give alle tilskadekomne veteraner en ensartet og tilstrækkelig grundig sagsbehandling.
Et nyt år giver anledning til at gøre status på det gamle: Soldaterlegatet har i 2015 modtaget nøjagtig 500 ansøgninger og bevilget støtte til enkeltpersoner og projekter for knap seks millioner kroner. Udviklingen i 2015 har vist Soldaterlegatet, at behovet blandt andet for juridisk og økonomisk rådgivning stadig er stort, og derfor fortsætter Soldaterlegatet ufortrødent sin indsats for danske tilskadekomne veteraner.
|