Aktuelle medlemsforsøg
Det er altid muligt at læse om igangværende eller tidligere forsøg på hjemmesiden, hvor man desuden kan downloade forsøgsrapporter og læse de enkelte forsøgs intentionsrapporter - det vil sige forsøgsholdets oplæg til selve forsøget. Medlemmer kan søge om tid og sparring om forsøg - se hvordan her. Det er ikke altid visninger kan nå at komme med i nyhedsbrevet, så hold øje med vores facebook side og hjemmesiden, hvis du er særligt interesseret i at opleve de kunstneriske forskningsprocesser helt tæt på...

Foto: Jens Juul
Performere Tora Balslev og Cath Borch Jensen har arbejdet med projektet Splastic i de seneste år med både forsøg her i huset og forestillinger, foredrag, dialogarrangementer. Den 17. september optrådte de i forbindelse med den super spændende Transformation festival som performer Lotte Arnsbjerg er initiativtager til.
Samme dato som forestillingen udgives et reflektionshæfte om Splastic. Vi har udgivelsen i vores lille bibliotek, så kom forbi og læs om dette spændende arbejde! Se hvor de optræder på deres kommende turné her.
Medlemsforsøg i kalenderen...
SEPTEMBER
Mødet mellem den poetiske fortælling og det ekspressionistiske fysiske teater
Det Olske Orkester begyndte i august 2017 et 3 år langt forskningsprojekt på Forsøgsstationen, der skal undersøge og udvikle et teatralsk formsprog, der bygger på en kombination af poetisk fortælling og ekspressionistisk fysisk teater.
Forskningsprojektet er en videreudvikling af det formsprog Det Olske Orkester skabte med den prisbelønnede og meget spillede forestilling " Dengang vi blev væk" og danner kunstnerisk grundlag for teatrets kommende store satsning, trilogien: ”En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering” bestående af forestillingerne: ”Sukker”, ”Salt” og ”Hvem er det der banker”?
Forskningsprojektet arbejder på ugentlig basis og involverer et kompagni på 6 skuespillere/dansere samt instruktør.

Et forsøg med Shakespeare på to sprog
Rikke Liljenberg har i denne sæson valgt at intensivere og fokusere sine søndags-labs med Shakespeare i form af et forsøg - og har allerede rekrutteret forsøgsdeltagere til dette arbejde. Fokus i forsøget vil være at undersøge, om der er noget at vinde ved at arbejde med den originale engelske tekst først, for dernæst at arbejde med samme tekst i dansk oversættelse (eller andet sprog, hvis dansk ikke er dit modersmål.)
Kan arbejdet med teksten i de to sprog inspirere og åbne op nye muligheder ift. karakter, fortolkning og ejerskab? Eller er det en unødig, og måske forvirrende, omvej?
Der har været meget stor interesse for at deltage (der er nu ikke plads til flere). Hvis man er særligt interesseret i dette arbejde, vil vi opfordre til at tilmelde sig facebook gruppen 'Forsøgsstationen - intern" hvor der vil komme nyt i forbindelse med visninger etc.
Læs mere om forsøget via den oprindelige Søndagslab-side - forsøget er et spritnyt oplæg så der er endnu ikke en selvstændig side til selve forsøget.
OKTOBER
Foto: Poul Storm
HOVEDFORSØG - Den scenografiske skuespiller
En undersøgelse af den ydre teknik, som en vej til en ny metode for skuespillerens, dukkeførerens og scenografens kreative processer.
Gennem konkrete fysiske benspænd og obstruktioner under-søges, hvordan ydre begrænsninger kan frisætte og åbne for nye muligheder for skuespillerens arbejde og udtryk. Læs videre her.
Forsøget kører i uge 43, 2017 – og er et samarbejdsprojekt mellem Den Danske Scenekunstskole og Forsøgsstationen. Forsøget ledes af Øyvind Kirchhoff og Charlotte Munksø fra DDSKS København. Vi er glade for at kunne annoncere at dukkemager og scenograf Rolf Søborg er scenograf på forsøget.
Forsøget er en del af en tredelt undersøgelse under Øyvind Kirchhoffs ledelse med titlen “Skuespilleren og über-marionetten“. Første del blev gennemført i efteråret 2015 og anden del, med titlen “Dødens Æstetik” blev afviklet i oktober 2016, som et 5 dages udviklingsprojekt og et åbent vidensdelingsseminar. Læs mere her om forsøgsarbejdet, og den netop udkomne rapport er tilgængelig som PDF her.
|