Grønne Spirer: Affaldskunst i biblioteksrummet
Danmarks Naturfredningsforening har deres årlige affaldsindsamling i april måned. Den 19. april er datoen for affaldsindsamlingen 2015. Her giver mange tusinde danskere frivilligt naturen en hånd.
Landets skoler og institutioner er med i ugen inden fra den 13. april til fredag den 17. april 2015.
I Thisted Kommune har 60 dagplejere tilmeldt sig affaldsindsamlingen i denne uge. Dagplejerne og deres børn (de Grønne Spirer) indsamler affald og laver kunstværker og plancher ud af affaldet.
Dagplejerne fra Thisted by udstiller børnenes kunstværker på Thisted Bibliotek torsdag den 16/4. I dag (fredag den 17/4) kl. 10 afholdtes der fernisering på udstillingen. Her deltog 15 dagplejere med ca. 50-60 børn.
Udstillingen kan ses i ca. en uge.
Grønne Spirer er en betegnelse, som dagplejerne kan erhverve, når de gør noget ekstra ud af at arbejde med naturen, passe på naturen, færdes i naturen.
Læs mere om Grønne Spirer her.
Et lille galleri fra dagens fernisering kan ses længere nede i nyhedsbrevet.
Lene Malle, bibliotekar ved Thisted Bibliotek.
|