Copy

Et nyt trekløver

Weekenden bød på et fantastisk godt landsmøde i Herning, hvor 1.500 gode venstrefolk var samlet til debat, fest og gode snakke. Landsmødets helt store nyhed var, at statsministeren nu inviterer Liberal Alliance og Konservative ind i en ny trekløverregering. Det vil skabe et mere stabilt fundament under regeringen, og det vil betyde, at vi fortsat kan trække Danmark i en borgerlig-liberal retning. 

Som statsministeren sagde under sin tale i Herning - firkløveret giver held, men det er trekløveret, der er flest af. Derfor er vi i Venstre rigtig glade for, at vi nu danner en trekløver-regering. For vi skal være regering for hele Danmark. Ikke kun for dem, der stemmer på Venstre eller på partier i blå-blok. Vi skal være regering for alle danskere. Det er kernen af det danske samarbejdende folkestyre. Ingen partier har absolut flertal, ingen kan have ultimative krav og alle skal give lidt for at få lidt. Det skaber pragmatiske og langtidsholdbare løsninger. Det er rigtig godt for Danmark.

Og det er rigtig godt for Danmark, at vi har fundet en vej, som kan betyde, at vi fortsat vil have en regering ledet af Venstre. Alternativet var et folketingsvalg og risikoen for, at vi ville få en ny regering, der skulle ledes af et parti, som har fremlagt en finanslov uden tal. Med Venstre ved roret får Danmark en regering, som sikrer orden i økonomien, ny vækst og flere arbejdspladser. 

Med venlig hilsen
Ulla Tørnæs
 

Kode-klasse i Vejle

En af de kompetencer, som virksomhederne for alvor vil få brug for i fremtiden er kodning. Kodning er for mange en fremmed ting, og noget som er svært at forstå. Sådan har jeg det også. Derfor var jeg rigtig glad for, at jeg måtte være med, da 5. b på Skibet Skole havde kode-klasse i mandags. 

Kodning handler kort fortalt om, at få computeren eller iPaden eller andet elektronik til at gøre en bestemt ting, når man trykker på en bestemt knap. Med andre ord kan man sige, at koderne er det der sker, når man åbner "maskinrummet" til computeren. 

Det var en fornøjelse at se, hvor stor en glæde og hvor stort et engagement, der var i klasseværelset hos 5. b. Jeg tror på, at kendskabet til koderne, og kendskabet til, hvor mange kreative muligheder kodning giver, vil øge interessen for kodning hos børn og unge mennesker. Og det er et godt første skridt for at tiltrække flere unge til IT-uddannelserne, som kan være med til at give den specialiserede IT-arbejdskraft, som der er behov for. 
 

Debataften i Esbjerg

I går aftes var jeg i Esbjerg for at deltage i en debat om fremtidens uddannelser, og hvad vi skal leve af i fremtiden. Ved min side havde jeg Venstres viceborgmester og kommende borgmesterkandidat, Jesper Frost. Vores modstandere kom fra SF, og under debatten blev det meget tydeligt, at blå og råd blok har to meget forskellige drømme om, hvordan Danmark skal se ud i fremtiden. 

Venstre har fremlagt en Helhedsplan for et stærkere Danmark, som vil gøre os 65 milliarder kroner rigere i 2025, end vi ellers ville have været. SF vil indkræve en ekstra skat. Den skal indbringe 60 milliarder kroner de næste ti år. Og her står forskellen næsten så tydeligt, som den kan. Venstre ønsker at gøre samfundskagen større. I SF vil de beskatte mere. 

Det er altid dejligt at komme til Esbjerg og deltage i debat, og det var rigtig godt at mærke elevernes engagement i debatten. Jeg blev særligt glad for, at selv om vi var uenige om mange ting, så var vi enige om,at en uddannelse er helt afgørende for fremtiden - både de unges fremtid og for hele Danmarks fremtid. 
Facebook
Facebook
Hjemmeside
Hjemmeside
YouTube
YouTube
Twitter
Twitter
Copyright © 2016 Ulla Tørnæs, All rights reserved.


unsubscribe from this list    update subscription preferences 

Email Marketing Powered by Mailchimp